hvor mange tør indrømme

at I velvidende har mindst ét barn som I bare har svigtet hele livet?

Hvordan "svigtet", mener du?
Ved ikke at lytte til barnet?
Ved ikke at give barnet kærlighed?
Ved ikke at rose barnet?
Ved ikke at hjælpe barnet med lektier?
Ved ikke at lære barnet om forskel på rigtig og forkert, forskel på dit og mit?
Eller blot ved at lade barnet passe sig selv?
Hvad lægger du i ordet "svigtet"?
Du skriver vel ikke dette indlæg, uden du selv mener at have "svigtet" dit barn - jeg er nysgerrig efter at vide, hvordan du mener, at du har svigtet?

Vi er vel alle blevet svigtet eller har svigtet på et tidspunkt i vores livet.
At indrømme at man har fejl er måske lidt svært for nogen.

Hvad er det du forsøger at spørge om ?

Jeg taler om dem der vevidende har barn/børn som de ikke har taget et samværsansvar for.

Men hvad vil du lige bruge det til?

men hvis du har et barn du ikke har kontakt ikke gider at se, da vil jeg da gerne vide, hvilke tanker du gør dig om det barn❓
Selv har jeg en datter, hvis far aldrig har set hende .. så hvad sker der lige for jer❓Jeg aner ikke hvad jeg skal sige til ungen. Hun er kun et år, men bliver jo ældre.