efterårsdigt

Jeg var i et mærkeligt humør forleden, så jeg skrev dette:
De regntunge skyer spreder sig over himlen og kommer med slet skjulte trusler om
uvejr. Flere træer står og rasler med blade som falmer mere og mere for
hver dag der går. Lettere gullige hvisker de til os om efterårets
snarlige komme. Endnu har solens varme magt, men vinden suser kold over
de nyligt høstede marker. Er man heldig kan man i de tidlige
morgentimer se dådyr, hare og ræv løbe over marken mod sikkerheden i
skovbrynet. Søerne damper og tågen breder sig i rullende banker. Bussen
kører ud af landevejens snørklede rute. Den snor sig mellem de små
landsbyer og krydser en motovej. Bussen drejer ned mod en landsby og
jeg kigger ud af vinduet - passerer den vej der fører lige mod målet.
Den er skjult i en tågebanke. Forbudden. Lukket. Et mystisk landskab en
tidlig morgen. Vender blikket ind mod det nære og ser.... en edderkop i
sit spind. Inde i bussen. Ved den bedste plads, med det bedste udsyn.
Og jeg smiler. Tænker: "Mon den har betalt billet?"

-en bus tur, men tanker helt for sig selv, kan afføde disse lidt melankolsk stunder..
Det er med lidt melankoli, at vi går den kolde og mørke tid i møde..
Ikke vi alle er lige gode til dette skift, der skal lige gå et stykke tid..
Men så vænner vi os lige så stille til det, og lige meget hvad, så hver sin årstid, sin charme..
Nu kan vi snart komme i skoven og sparke alle bladene op, det har jeg altid været vild med..
Ha nu det dejligste efterår..
MvH Mummi

Det er det jeg mærker, når jeg læser dine ord, og efteråret mærker jeg også ved dine gode beskrivelser af efterårsfølelsen -
tak
guller

Der er mange gode iagttagelser!
alt godt, bonobo.