Efter brud med psykisk syg-andre derude?
Med dette indlæg søger jeg andre kvinder (eller mænd) der har været kærester med en med en med personlighedsspaltning- underordnet om de er diagnosticeret eller ej.
MIN HISTORIE:
Jeg var 31 år da jeg mødtte ham. Han var samme alder. Jeg har været sammen med ham i næsten 1,5 år. Vi bliver stormende forelsket fra 1. gang vi kysser. Hjertet ræsede bare afsted. Jeg har simpelthen aldrig været så forelsket i en mand. Han er super charmerende, meget humoristisk, smuk, kvik og bare dejlig. Jeg har aldrig følt mig så elsket. Kender du det? At blive behandlet som den smukkeste kvinde i verden? Han var simpelthen for god til at være sand. Jeg troede med sikkerhed at det her var manden i mit liv. Vi blev hurtugt så sammentømret at vi kiggede på hus sammen og i alvor talte børn efter 9-10 mdr.
Men hurtigt viste forholdet sig at blive ret stormfuldt.
I bakspejlet startede det faktisk allerede eftet 2 uger..det stormfulde. Han viste sig at være helt sort/hvid i hans adfærd. Og der var ingen mellemting han fór bare fra charmerende og kærlig til rasende og indelukket. Så slukkede han mobilen og ville ikke tale. Og jeg anede som oftest ikke hvad jeg havde gjort. Jeg sad halt paf med tårer i øjnene- alene til han blev klar til at tale igen.
I løbet af forholdet bliver jeg kalr over at han for kun 1,5 år siden har haft en svært hashmisbrug i 16 år. Han har været i afvænding. Jeg finder også ud af at han har et selvmordsforsøg bag sig og har været indlagt på psykiatiask afdeling efterfølgende. Det er ikke noget han vil tale meget om. Når vi blev uvenner kunne jeg overhovedet ikke tale med ham. Han blev yderst rasende og har kaldt mig alle de grimmeste ord der kan findes kælling, psykopat, dum. Han siger gennem hele forholdet at jeg bør opsøge en psykolog, eller gå til lægen med 'min depression' som ikke er eksisterende. Han nævner endda nogen lykkepiller han engang har taget som han synes jeg skal prøve?!? Han projeterede ting over på mig på en måde der er så hård at jeg kan gå ned i dagevis over det. Ting der slet ikke tilhørte min personighed- men hans!
De væreste tidspunkter var når han var sur og bare gik. Det er sket 5 gange. Han bliver så vred at han ikke kunne tale mere. Så gik han og blev væk i 24 timer som oftest. Han sad hos en ven og kølede ned. Efter 24 timer kom han tilbage og lod næsten som om ingenting var sket. Den sidste gang blev han væk i en hel weekend. Han slukker mobilen og nægtede at kommunikere. Vi er voksne?!? Hver gang han ville gå var jeg ulykkelig. Jeg græd og bad han (2 gange på knæ) om at blive og tale med mig. Han var iskold. Jeg lå vågen alle nætterne og var rædselslagen. Både for om han elskede mig eller om han ville gøre noget ved sig selv. Jeg var så bange.
Men jeg turde ikke vise ham hvor hårdt det var for mig for tog jeg parforholdets problemer op igen startede det hele forfra. Bebrejdelserne, hadet og alle de grimme ord. Han hader iøvrigt hvis jeg græder, gør grin med mig og imiterer det jeg grådkvalt har prøvet at sige til ham. Men jeg elsker ham jo så højt og vælger at tro på at jeg ikke kun skal dømme ham for hans brogede fortid. Han er jo så intens i sin kærlighed til mig. Er hver dag meget opmærksom på mig, kysser mig, rør mig og viser sin kærlighed på en måde jeg aldrig har oplevet før.
Jeg oplever ofte i forholdet at han forvrænger virkeligheden (som jo er subjektiv) på en måde hvor han faktisk selv tror på det han siger. Han laver simpelthen virkeligheden om og digter hans egen. Jeg fejer det af for jeg elsker jo den her mand og vil beskytte ham. Men det nager mig hele vejen gennem forholdet at han vender tingene. Og så er der de lange perioder hvor han bare sætter sig og spiller computer....og bilver siddende i dagevis. Han spiller i starten computer imellem 8-20 timer i døgnet i dagevis fordi han var arbejdsløs i over et år. Han veksler mellem socialt at være totalt på og ville ud og se folk til pludselig nærmest at aflyse alt. Dette for at kunne sidde foran computeren med hans spil for at koble af. Det har givet mange problemer i form af at han aflyser bare 1 time før arrangementer og jeg har stået helt paf og måtte tage alene afsted. Hold da op hvor har jeg løjet mange gange for hans skyld overfor min egen familie og venner. 'Han er syg...', 'Hans datter er syg...', 'Han skulle hjælpe sin familie...'.
Hverdagene er blandet. Når det går gode er han bare så skøn og kærlig. Når det går skidt er han ond, bebrejdende, bruger personlige ting mod mig. ALT er min skyld. Han synes jeg er for meget efter ham med ting som for os andre er såre simple som rengøring osv. Han hjælper sjældent med noget i hjemmet da vi flytter sammen. Hans økonomi er et stort kaos af gamle ubetalte regninger der nu er i Ribers og Inkasso. Jeg står alene med alt. Han giver meget kærlighed men kan intet yde i praksis. Han har i øvrigt store søvnproblemer i perioder.
Desuden lyver han om nogle meget voldsomme ting. Ikke kun for mig men for venner og familie også. Han opdigter at han har været i krig- det er så forfærdeligt. Han tror på sine egne løgne. Og løgnene, dem er der mange af!
Og pludselig for en måned siden gik han bare. Vi har talt fremtid, børn, lagt planer om et liv sammen. Han gik nærmest bare bogstaveligtalt fra den ene dag til den anden. Grunden? Han synes jeg var for meget efter ham. JA! For han kunne jo ikke leve et normalt liv og have et forhold til en voksen kvinde hvor man deles om opgaverne og hjælper hinanden. Jeg er lettet i dag over det er slut, men jag savner stadig hans gode sider. Kontakten har jeg total brudt-for at komme videre. Nu må jeg tænke på mig selv.
I dag har jeg det stadig meget svært. Han har ikke ødelagt mig på livstid men sat dybe spor i mig. Og jeg har brug for at høre fra andre der har været i lignende forhold. For udefrakommende lyder spørgsmålet altid: 'Hvordan kunne du blive i det forhold?'. Jer der har prøvet det ved, at det er den intense kærlighed der gør at jeg ikke kunne gå. Jeg har fundet ud af mange ting om den her mand efter vores forhold sluttede. Jeg har været aktiv og opsøgt hans ekskæreste som kun kunne nikke genkendende til mine oplevelser.
Er der andre kvinder (eller mænd)derude som også godt kunne bruge andre at tale med om deres forliste forhold til en personlighedsspaltet? Så lytter jeg MEGET gerne.
MIN HISTORIE:
Jeg var 31 år da jeg mødtte ham. Han var samme alder. Jeg har været sammen med ham i næsten 1,5 år. Vi bliver stormende forelsket fra 1. gang vi kysser. Hjertet ræsede bare afsted. Jeg har simpelthen aldrig været så forelsket i en mand. Han er super charmerende, meget humoristisk, smuk, kvik og bare dejlig. Jeg har aldrig følt mig så elsket. Kender du det? At blive behandlet som den smukkeste kvinde i verden? Han var simpelthen for god til at være sand. Jeg troede med sikkerhed at det her var manden i mit liv. Vi blev hurtugt så sammentømret at vi kiggede på hus sammen og i alvor talte børn efter 9-10 mdr.
Men hurtigt viste forholdet sig at blive ret stormfuldt.
I bakspejlet startede det faktisk allerede eftet 2 uger..det stormfulde. Han viste sig at være helt sort/hvid i hans adfærd. Og der var ingen mellemting han fór bare fra charmerende og kærlig til rasende og indelukket. Så slukkede han mobilen og ville ikke tale. Og jeg anede som oftest ikke hvad jeg havde gjort. Jeg sad halt paf med tårer i øjnene- alene til han blev klar til at tale igen.
I løbet af forholdet bliver jeg kalr over at han for kun 1,5 år siden har haft en svært hashmisbrug i 16 år. Han har været i afvænding. Jeg finder også ud af at han har et selvmordsforsøg bag sig og har været indlagt på psykiatiask afdeling efterfølgende. Det er ikke noget han vil tale meget om. Når vi blev uvenner kunne jeg overhovedet ikke tale med ham. Han blev yderst rasende og har kaldt mig alle de grimmeste ord der kan findes kælling, psykopat, dum. Han siger gennem hele forholdet at jeg bør opsøge en psykolog, eller gå til lægen med 'min depression' som ikke er eksisterende. Han nævner endda nogen lykkepiller han engang har taget som han synes jeg skal prøve?!? Han projeterede ting over på mig på en måde der er så hård at jeg kan gå ned i dagevis over det. Ting der slet ikke tilhørte min personighed- men hans!
De væreste tidspunkter var når han var sur og bare gik. Det er sket 5 gange. Han bliver så vred at han ikke kunne tale mere. Så gik han og blev væk i 24 timer som oftest. Han sad hos en ven og kølede ned. Efter 24 timer kom han tilbage og lod næsten som om ingenting var sket. Den sidste gang blev han væk i en hel weekend. Han slukker mobilen og nægtede at kommunikere. Vi er voksne?!? Hver gang han ville gå var jeg ulykkelig. Jeg græd og bad han (2 gange på knæ) om at blive og tale med mig. Han var iskold. Jeg lå vågen alle nætterne og var rædselslagen. Både for om han elskede mig eller om han ville gøre noget ved sig selv. Jeg var så bange.
Men jeg turde ikke vise ham hvor hårdt det var for mig for tog jeg parforholdets problemer op igen startede det hele forfra. Bebrejdelserne, hadet og alle de grimme ord. Han hader iøvrigt hvis jeg græder, gør grin med mig og imiterer det jeg grådkvalt har prøvet at sige til ham. Men jeg elsker ham jo så højt og vælger at tro på at jeg ikke kun skal dømme ham for hans brogede fortid. Han er jo så intens i sin kærlighed til mig. Er hver dag meget opmærksom på mig, kysser mig, rør mig og viser sin kærlighed på en måde jeg aldrig har oplevet før.
Jeg oplever ofte i forholdet at han forvrænger virkeligheden (som jo er subjektiv) på en måde hvor han faktisk selv tror på det han siger. Han laver simpelthen virkeligheden om og digter hans egen. Jeg fejer det af for jeg elsker jo den her mand og vil beskytte ham. Men det nager mig hele vejen gennem forholdet at han vender tingene. Og så er der de lange perioder hvor han bare sætter sig og spiller computer....og bilver siddende i dagevis. Han spiller i starten computer imellem 8-20 timer i døgnet i dagevis fordi han var arbejdsløs i over et år. Han veksler mellem socialt at være totalt på og ville ud og se folk til pludselig nærmest at aflyse alt. Dette for at kunne sidde foran computeren med hans spil for at koble af. Det har givet mange problemer i form af at han aflyser bare 1 time før arrangementer og jeg har stået helt paf og måtte tage alene afsted. Hold da op hvor har jeg løjet mange gange for hans skyld overfor min egen familie og venner. 'Han er syg...', 'Hans datter er syg...', 'Han skulle hjælpe sin familie...'.
Hverdagene er blandet. Når det går gode er han bare så skøn og kærlig. Når det går skidt er han ond, bebrejdende, bruger personlige ting mod mig. ALT er min skyld. Han synes jeg er for meget efter ham med ting som for os andre er såre simple som rengøring osv. Han hjælper sjældent med noget i hjemmet da vi flytter sammen. Hans økonomi er et stort kaos af gamle ubetalte regninger der nu er i Ribers og Inkasso. Jeg står alene med alt. Han giver meget kærlighed men kan intet yde i praksis. Han har i øvrigt store søvnproblemer i perioder.
Desuden lyver han om nogle meget voldsomme ting. Ikke kun for mig men for venner og familie også. Han opdigter at han har været i krig- det er så forfærdeligt. Han tror på sine egne løgne. Og løgnene, dem er der mange af!
Og pludselig for en måned siden gik han bare. Vi har talt fremtid, børn, lagt planer om et liv sammen. Han gik nærmest bare bogstaveligtalt fra den ene dag til den anden. Grunden? Han synes jeg var for meget efter ham. JA! For han kunne jo ikke leve et normalt liv og have et forhold til en voksen kvinde hvor man deles om opgaverne og hjælper hinanden. Jeg er lettet i dag over det er slut, men jag savner stadig hans gode sider. Kontakten har jeg total brudt-for at komme videre. Nu må jeg tænke på mig selv.
I dag har jeg det stadig meget svært. Han har ikke ødelagt mig på livstid men sat dybe spor i mig. Og jeg har brug for at høre fra andre der har været i lignende forhold. For udefrakommende lyder spørgsmålet altid: 'Hvordan kunne du blive i det forhold?'. Jer der har prøvet det ved, at det er den intense kærlighed der gør at jeg ikke kunne gå. Jeg har fundet ud af mange ting om den her mand efter vores forhold sluttede. Jeg har været aktiv og opsøgt hans ekskæreste som kun kunne nikke genkendende til mine oplevelser.
Er der andre kvinder (eller mænd)derude som også godt kunne bruge andre at tale med om deres forliste forhold til en personlighedsspaltet? Så lytter jeg MEGET gerne.