Børn og depression

Min søn på 14 har meget længe gået og klaget over at han har været ekstrem træt hele tiden, og at han har haft flimren for øjnene.
Vi var ved børnelæge som undersøgte ham, tog blodprøver osv. men alt så fint ud. Han ser også rigtig ked af ud, og han siger aldrig noget mere. Han er gået helt for sig selv, han er aldrig sammen med nogen mere, og han sidder inde på værelset konstant og ser fjernsyn eller bare ligger i sin seng. Hvis vi spørger ham om der er noget galt ellers, siger han bare at han har det vildt mærkeligt, men han siger at han ikke kan forklare hvordan han har det.
Før det her var han virkelig en rigtig glad dreng med en masse venner og sådan noget, og nu er han bare blevet til en trist indadvendt dreng.
Jeg har læst på nettet noget med børn og depression, og der står at børn har meget svært ved at forklare hvordan de har det når de er i en depression, og at de kan blive meget stille og triste, og ikke have overskud til noget som helst. Udover det kan de også have symptomerne som synsforstyrrelser og træthed.
Så er det ikke meget muligt at han er i en depression?
Vi er efterhånden ved at være meget bekymret for hvad det er der er galt, især når vi synes at det hele bliver værre og værre med ham.
Håber i kan hjælpe!!!

Når nu I har været hos en børnelæge, som tilsyneladende gjorde alle de der mekaniske ting, hvorfor talte I så ikke med ham. Var det slet ikke muligt? Har din dreng haft mulighed for at tale med lægen alene?

En del drenge går fuldstændigt ind i sig selv i forbindelse med puberteten og bliver ekstremt indadvendte, hvor pigerne jo typisk reagerer MEGET udadvendt.
Jeg har oplevet det hos rigtigt mange elever og har flere gange haft mistanke om depression. Det har dog vist sig ikke at være tilfældet, og som ved et trylleslag er disse "forpuppede" drenge - nogle gange efter et par år i dvaletilstand - pludselig vågnet op og er blevet udadvendte igen.
Men - at der med nogen sandsynlighed "blot" er tale om en hormonel og i bund og grund harmløs tilstand, må jo ikke gå ud over drengen, hvis der vitterligt er tale om en regulær depression.
Hvad siger hans lærere? Er de også bekymrede?
I jeres sted ville jeg bede om, at skolens sundhedsplejerske eller jeres praktiserende læge fik en snak med ham. Det er ikke sikkert, han vil/kan sætte ord på, hvordan han har det, over for vedkommende, men om ikke andet får I dermed mulighed for at drøfte hans tilstand med en, der har indsigt i emnet. På længere sigt kan I måske få en henvisning til PPR.
Jeg håber, der ikke er tale om noget alvorligt, og at han snart bliver "sig selv" igen.

I nutidens skoler og blandt unge kræves der utrolig meget. Hvis han har været glad og frisk og livsglad. Så pludselig omkring de 14 år skal man begynde at være tæt på pigerne, være smart, se smart ud og være sej. Jeg har aldrig selv ment det er sundt at skulle disse ting, jeg syntes det er plat. Men dog er der intet at gøre ved det andet end at han kan lære at tackle dette.
Hvad i kan gøre hmmmmm. Skyd en masse penge og tid i projektet, giv ham muligvis en dyr hobby, det er skod ja, men det kunne hjælpe. Motocross er en RIGTIG mandesport og han vil få hår på brystet. Men det koster både tid og penge for forældrene. RC biler er også OK hobby, dog så meget "hår"😉www.rcgalleri.dk
Men hvis ikke jeres søn liiiiiige har den enkelte ven mere (måske en ven som er forandret ved 14 år) jamen så er det svært pludselig at skulle være alene og kæmpe for at få venner, hvis han er vant til at have et par stykker om sig. Måske han er dårlig til piger? Det gør kun det hele værre!
Mine tanker og ord, held og lykke

Det er da ikke utænkeligt at det er en depression, men det kan ligeså vel være så meget andet, puperteten som er nævnt.
Jeg synes I skal snakke med jeres søn og spørge ind til hvordan han har det, om det er følelsesmæssigt han har det skidt osv. Evt. snakke med lægen om det.
Spiser han sundt?