At elske en af sine børn mere end det andet..

Jeg er igang med at læse bogen.: Menneske uden hund, hvor faderen og moderen farvoriserer hver især af deres børn, der er 3 unger og det ene barn er ikke i blandt...
Da jeg var barn var det lige sådan ( vi er også 3 unger ) Min ældste bror (og bedste ven i verden) var uden det var skjult vores mors absolut yndlings barn. Det har aldrig skabt konfligt mellem ham og mig, fordi vi stod fuldkommen sammen. Jeg ved ikke hvordan min anden storebror har det med det (han har ikke talt med vores mor i 20 år, af rigtig mange grunde, måske også en af grundende)
Men jeg ved det er et meget kildent emne, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, HVORFOR SKER DET...Jeg ved vi er alle forskællige, men hvad er jeres oplevelser???
Min mor har altid sagt til mig du skal ikke få flere børn (har en datter) hvilket hun selvfølgelig slet ikke skal blande sig i... Men tænker mit når hun har sagt det, for ved jo godt hvad undertonen er...
Er der nogen forældre der her tør at stille op og prøve at forklarer????

Jeg er mor til 2 dejlige unger, som er som dag og nat - altså meget forskellige både i udseende og væremåde. Jeg elsker dem begge lige højt og samtidig elsker jeg dem for deres forskelligheder, det kan godt siges, at jeg elsker dem forskelligt, fordi den ene er flittig - det den anden ikke, men så er den anden meget dybsindig og det er der er den første meget flyvsk. Det kan ikke sige, at jeg elsker den ene mere end den anden, for skulle det blive til det, så ville jeg gå igennem ild og vand for dem begge!!
Jeg kommer fra en familie, hvor vi var 3 tøser og vi var også meget forskellige og blev desværre og behandlet forskelligt hvad angik respekt osv. Jeg har i dag et voksenliv, hvor jeg erkender, overfor mig selv, at min mor ikke havde overskud til at elske mig (eller mine søskende), min mor havde og har stadig kun dybe følelser for sig selv, det har jeg lært at leve med, ved at sige fra, når jeg har fået nok og må så være den voksne og sige, at jeg ved, at hun har gjort sit bedste - det var bare ikke godt nok.... ærgelig ærgelig jeg skal videre med mit liv. Alligevel var førstfødte alligevel hende der skulle skånes, tages hensyn til af vi andre søstre, vi andre 2 måtte klare os selv.
Såååå min erfaring er, at ja, ens forældre kan godt elske et barn højere end de andre, men jeg syntes, at det kommer meget an på, hvordan man som menneske er skruet sammen, fejler dit følelsesregister ikke noget, så elsker man sine børn lige højt og vil gøre for det ene barn, lige som meget, som for det andet barn. Alle børn er elskværdige og dejlige sådan er det!! Især mine ;-)
Der er kun tilbage og sige glæd dig til nr. 2..............

Hej det er et ret interessant emne, som nok ikke bliver diskuteret ret meget af hensyn til korrekthed. Man har det bedst med at sige, man elsker børnene lige mget, men er det sandt ?.
Der kan ligge mange ting bag. En ting som uenighed om opdragelse blandt forældrene, kan være en årsag. Har et barn et bestemt uheldigt mønster, man gerne vil bryde, og den anden forældrepart tager barnet under beskyttelse, så kan det virke som en irritation mod det bestemte barn, selv om det ikke burde være sådan. Det er den anden forældrepart, man bør lade sin irritation gå ud over. Virkeligheden er bare nogen gange anderledes, end den vi forestiller os.
Børn og voksne er bare mennesker, nogen mennesker tiltrækker os mere end andre. Har man 2 katte, vil den ene også i de fleste tilfælde være favoritten, det må man gerne sige højt. Man siger det bare ikke, når det gælder børn, bliver man beskyldt for at favortisere et bestemt barn, vil man nok højst sandsynligt benægte. Det er nok det klogeste.
Børnene har jo nok også deres favorit enten mor eller far. Tror det er naturligt, men noget vi ikke har lyst til at forholde os til.

Og stærkt svar... Du har fuldkommen ret i det du skriver. Dine unger lyder til at have en rigtig dejlig og sund mor, der er i stand til at se og respekterer dine ungers forskelligheder og behov....
Og liiiige det med elskværdige der ryger min skønne tøs altså også med ind i den kategori =O)
Det er så sandt, alle børn er nemlig elskværdige... Tak for et godt og livsbekræftigende svar!!!!

Du er nok inde på noget af det rigtige... DESVÆRRE. Ikke fordi jeg mener at "man" skal behandle alle ens, men når det kommer til børn er det et meget penibelt emne... Og skulle jeg nogensinde få nummer 2 ville jeg hellere skyde mig selv i foden 60 gange, end at farvoriserer... Men kan man selv bestemme det??!!
Det er nemlig et ret interessant emne, og jeg håber et sted at vi høre fra forældre der står i situationen, men som du skriver, så er det nok ikke til det store diskussions emne...
Få en dejlig dag og tak for dit svar

Jeg har 2 stks -en af hvert køn...
Jeg elsker dem lige højt, MEN min søn er mit hjertebarn 🙂 jeg tror det er meget naturligt, at man som forældre har et hjertebarn, men jeg ved ikke hvor legalt det er, at sige højt?
Det handler ikke om at han får ekstra privilegier eller bliver forfordelt fremfor sin lillesøster, men han gør noget specielt ved mig. kan faktisk ikke forklare præcis hvad det er, men sådan er det bare.
Jeg vil ikke undvære min datter for noget -ligesom jeg ved, jeg skal have flere børn i mit liv, søskene er den største gave man overhovedet kan give sine børn!
Og selvom man har et hjertebarn, handler det jo om ikke at gøre forskel -ift kærlighed, tid, opmærksomhed, materielle ting osv [l]

Kommer fra en søskenflok på 11.
Min mor havde 4 børn inden hyn mødte min far. Hun valgte at overlade de fire første til Psykisk syg ex'mand. Hun ville være fri hippi og uafhængig.
Så møder hun min far og får syv børn med ham. Han var også psykisk syg.
Da hun fik nr. 4 barn med ham, kiggede han på den lille søde drengebaby, og sagde at det ikke var hans unge. Han syntes han lignede en lille ond judas. Fatter ikke hvordan man kan sige sådan noget så psykotisk overfor en nyfødt baby.
Da min far kom på plejehjem som 50 årig, sagde han til mig som blot var 17 år dengang, at han elskede min storesøster og hans ældste søn mere end mig og hans andre børn. Han sagde det var fordi de havde noget over sig som vi andre ikke havde. Og dem han mindst kunne lide var mig og min yngste storbror som han syntes lignede en ond judas som baby.
Han sagde alle disse sårende ting da jeg var på besøg hos ham fordi jeg skulle hjælpe ham med noget. Har aldrig været oppe at toppes med min far. Han har aldrig rigtig sagt andet til mig end at jeg ikke skulle tro jeg var noget særligt. Den mand er nu død.
Hele historien ender med at de to børn han elskede mest er svært psykisk syge, hvor den ene er dranker og tager mange stoffer.
Når jeg kigger på hvordan det hele ser ud oppe fra, kan jeg se at han egentlig bare elskede de børn der var modtagelige overfor hans sygelighed.
Min mor er i dag en gammel damne der er dybt alkoholiseret, og siger at hun mest elsker de børn der gider at have kontakt til hende.
Uanset hvilken begrundelse man har for at elske det ene barn mere end det andet, er grunden syg. Man har en alvorlig psykisk lidelse hvis man ikke kan elske alle børnene lige meget.
Kan godt se at det giver mening at det er forskellig typer kærlighed alt efter personlighed. Men det er sygt at elske den ene mere end den anden.
Ked af at sige det, men din mor er gal i hovedet.
Selvfølgelig skal du have et barn mere hvis du ønsker det. Når du er så bevidst om emnet, kan du sagtens have 20 børn og elske dem alle lige meget.

som mor til 2 drenge med kort tids mellemrum kan jeg tydeligt mærke forskellen på mine børn .
jeg elsker dem begge højt men den mindste er mit nr 1 ( også kaldet hjertebarn ) jeg har grundet og grundet over grunden til dette , men er nu nået frem til at faderen i en periode var meget hjemme sammen med os ( godt arbejde ikke😉) men der tog han sig mest af den ældste mens der var lidt problemer ( helbredsmæssigt) med den anden . så idag har vi vist hver et hjertebarn , det volder mig stor sorg , da jeg slet ikke føler jeg kan nå ind til den ældste . som om han ikke ønsker det 😖
sådan kan det også være

ikke man kan gøre forskel. Min mor har aldrig favoriseret nogen af os tre piger, men min svigermor gør det i stor stil. Min mand kommer i 3. række ingen tvivl om det og det samme med vores børn. Hvilket vi er meget kede af[:*(], men tror desværre ikke at der er noget at gøre ved det.
Jeg har selv 2 piger og 1 dreng og jeg elsker dem lige højt. Jeg har ingen favoritter, de er dejlige🙂 og umulige😕 på hver sin måde, og jeg håber aldrig at jeg bliver anderledes. Håber mine børn har samme opfattelse når de bliver voksne.
Synes det har store konsekvenser for mange af dem som bliver overset/tilsidesat. Tænk at skal kæmpe for sine forældres kærlighed og opmærksomhed😖 Men er nok svært at ændre for det handler om følelser.

Lige netop dette spørgsmål er en af grundene til, at jeg kun fik 1 barn.
Jeg var simpelthen bange for ikke at kunne elske nr. 2 lige så højt som nr. 1.

Hejsa
Jeg er ud af en børneflok på 3. Og jeg var den som var i midten!!!
Min storebror var min Fars "barn" de kunne rigtig hygge sig.
Min lillesøster var min Mors "barn" - det lilly myr. De nussede og hyggede.
Nåååå ja, så var der så lige mig. Jeg måtte ikke hjælpe Far og bror - det var jeg for lille til, og hyggenusse med Mor og søster var jeg for stor til.
Jeg stod der i ingen-mands-land.
Morale i det jeg skriver er: Sig ALDRIG at der er du for stor/lille til. Det sætter ar i sjælen. Det gør ondt den dag i dag (er 46).
Tja, så'n var det i min barndom
Martz

Det var også min største skræk!
Jeg elsker lillesøster akkurat ligeså højt som storebror! 😃

Et interessant indlæg som sætter gang i en masse tanker - både som den ældste søster i en børnflok på 3 og som mor til to piger.
Midterbarnet omtales tit som den "klemte" - og dét havde min mor læst en masse om, med det resultat at min lillesøster - midterbarnet - blev båret på hænder og fødder. Min lillebror og jeg er vokset op med, at vi skulle tage hensyn til vores søster. Fordi hun havde det så hårdt - pr. definition. Jeg kan godt se, at midterbarnet nemt bliver lidt klemt og lidt glemt, men det kan altså også tage overhånd. Jeg er i hvertilfald ikke i tvivl om, at favoriseringen af min søster har styrket båndet mellem min bror og mig - med det resultat at min søster idag føler sig udenfor. Og hun ER udenfor. Dels fordi vi blev nødt til at stå sammen dels fordi vi som store børn blev så trætte af, at alting altid handlede om hende. Vi holder hende ikke bevist udenfor idag - bestemt ikke - men vi har bare ikke det samme tætte bånd til hende, som vi har indbyrdes. Jeg er heller ikke i tvivl om, at min mors favorisering i en eller anden grad er medvirkende til at min søster i en alder af 35 har store personlige problemer. Hun er altid blevet "reddet" og har aldrig været nødt til at tage besværlige beslutninger eller måtte tage konsekvenserne af forkerte beslutninger. Som barn reagerede jeg ved at blive vred på min søster. Senere forstod jeg, at vreden dækkede over jalousi pga. al den opmærksomhed hun fik. Det har taget mig mange år at bearbejde det - både i forhold til mine forældre og i forhold til min søster. Jeg er ikke vred eller jaloux længere. Jeg synes egentlig mest at det er synd for min søster. Mine forældre har jeg accepteret som de er. Fordi jeg ved at de har gjort det bedste de kunne. Det har kostet mig en del kampe, men jeg har jo også lært en masse af det. Det har gjort mig stærk og selvstændig.
Jeg tror egentlig ikke mine forældres (mest min mors) forskelbehandling skyldtes, at de elskede min søster mere. Jeg tror bare, at hun og min søster ligner hinanden mere, og min mor forstod min søster bedre. De er meget ens, hvor min mor og jeg slet ikke ligner hinanden.
Min opvækst har gjort at jeg er ekstremt fokuseret på den omsorg og kærlighed, jeg giver mine egne børn. De må på ingen må de føle, at den ene favoriseres frem for den anden. De er begge teenagere, og mit forhold til dem begge er meget tæt. Men ikke på samme måde. De er ekstremt forskellige, men de har begge flere fællestræk med mig - det er bare ikke de samme fællestræk :-)
Netop fordi de er forskellige, behandler jeg dem ikke ens. De har jo forskellige behov. Kærlighed og omsorg får de selvfølgelig begge i overflod - men det, der er omsorg for den ene, er måske ikke det den anden har brug for.

Dét synes jeg er meget vigtigt, at man er bevidst om som forældre.
Jeg hører jævnligt forældre udtale, at de ikke forstår hvorfor deres børn reagerer og udvikler sig så forskelligt - "de har jo fået samme opdragelse". I mine øjne skal børn ikke have samme opdragelse. De har forskellig psyke, forskellig alder og meget forskellige behov.
Jeg er overbevist om, at hvis man giver det enkelte barn al den omsorg og kærlighed, det har brug for, bliver det et menneske i følelsesmæssig balance - som sagtens kan rumme, at der gøres forskel i forhold til andre søskende. Ikke grundlæggende forskel eller favorisering, men forskel i forhold til, at søskende er forskellige med forskellige behold. Men det kræver at barnet ikke føler sig følelsesmæssigt "underernæret".

Og rigtig flot skrevet... Du har virkelig haft tid til at efterrationialiserer, og reflekterer over det følelsesmessige kaos, og formået at være mønsterbryder, FLOT!!!!

Med alle de gode kommentar. Det giver stof til eftertanke. VIGTIGHEDEN I DET NÆRE-FAMILLIEN/VORES BØRN. Som jo i mine øjne er det aller aller vigtigste i denne verden.
Tak til jer alle. Rigtig glædelig jul til jer, og ikke mindst jeres dejlige børn!!!

Min farfars bror blev også farvoriseret som barn, og min svigermors bror blev det.
Jeg tror simpelthen ikke på, at der er nogen forældre der elsker det ene barn mere end det andet. Ikke inderst inde.
Når jeg hører om hvem der farvorisere deres børn, så er det mest den ældre generation, folk før det tidspunkt hvor kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. Især mødre. Jeg tænker lidt det er en tendens for en generation, hvor kvinder ikke havde et karriereliv efter de havde fået børn. Så blev de utilfredse med deres liv, og det kulminere en irritatíon overfor barnet.