Lever Staten op til sine forpligtelser ?
I Nyhedsavisen skrev Michael Kucirek forleden et kontroversielt indlæg om bz’ere: “
Det er den slags svæklinge, et kastreret samfund avler, skrev han og fortsatte:
“Urmageren, der skød og sårede to røvere, udviste stort statsborgerskab. Ikke alene forsvarede han sig selv og sine nærmeste, han forsvarede også landet og retssikkerheden… Måske tænkte han slet ikke, men handlede instinktivt, i panik. Men det ændrer ikke ved, at han gennemhullede det banner af blødsødenhed og inkonsekvens, der er det virkelige Dannebrog”.
Problemet er dog stadig aktuelt. Og meget grundlæggende.
Det er enhver stats fornemmeste pligt at beskytte sine borgere.
Den første pligt er beskyttelse mod udenlandsk angreb.
Men derpå er den enkelte borgers beskyttelse mod personlig uretfærdighed nummer to.
I sagen om urmageren fra København, rejser sig det spørgsmål om Statens – med Stort S – ansvar for situationen. Det er et stort spørgsmål.
I kontrakten mellem borgerne i landet og politikerne ligger der en forudsætning.
Men erkender, at der kan være et problem, hvis alle borgere bevæbner sig optimalt. For at sikre deres personlige sikkerhed.
Det er derfor grundlæggende Staten, som giver et løfte til borgerne.
Staten tager monopol på retten til at bevæbne sig – til gengæld udsteder Staten en garanti for beskyttelsen af sine borgere. – Du betaler skatter – vi sørger for retssikkerheden! En klar aftale.
Hvis garantien holder er det en god aftale om et fredeligt samfund. Det er politiet, som beskytter borgerne optimalt.
Men virkeligheden er måske lidt anderledes i dagens Danmark.
En helt lovlig urmagerforretning udsættes for 7 voldelige røverier inden for kort tid, hvor Statens ansvar underkendes af en række forbrydere.
Hvor er Statens ansvar❓Hvad har den gjort ?
Ved at sikre et offentlig monopol på magtmidler, har Staten samtidig påtaget sig et ansvar for at sikre borgernes rettigheder.
Synspunktet fra Staten er klart: Vi garanterer din personlige sikkerhed for til gengæld at fjerne rettighederne til personlige forsvarsmidler. Vi gør det ulovligt for borgerne til at bevæbne sig med knive, revolvere og maskinpistoler, Sikkerheden står Staten for
Staten klarer alt.
Men hvad gør man så, når Statens ansvar har visse begrænsninger.
Er det så urmageren som skal sidde varetægtsfængslet ?
Eller burde det offentlige ikke erkende, at man har et problem❓ Statens garanti overfor borgerne virker som delvist tabt. Statens monopol på magtmidler evner ikke at løfte dets ansvar, som man har påtaget sig ved af fjerne borgernes rettigheder til at bevæbne sig.
Jeg efterlyser derfor Justitsministerens holdning.
Hvis borgerne skal acceptere, at man ikke lovligt kan bevæbne sig i fremtiden, hvorledes forestiller landets øverste indenfor Justitsvæsenet, at de skal forholde sig til væbnede trusler mod liv og ejendom.
Hvor går grænsen ?
Det er den slags svæklinge, et kastreret samfund avler, skrev han og fortsatte:
“Urmageren, der skød og sårede to røvere, udviste stort statsborgerskab. Ikke alene forsvarede han sig selv og sine nærmeste, han forsvarede også landet og retssikkerheden… Måske tænkte han slet ikke, men handlede instinktivt, i panik. Men det ændrer ikke ved, at han gennemhullede det banner af blødsødenhed og inkonsekvens, der er det virkelige Dannebrog”.
Problemet er dog stadig aktuelt. Og meget grundlæggende.
Det er enhver stats fornemmeste pligt at beskytte sine borgere.
Den første pligt er beskyttelse mod udenlandsk angreb.
Men derpå er den enkelte borgers beskyttelse mod personlig uretfærdighed nummer to.
I sagen om urmageren fra København, rejser sig det spørgsmål om Statens – med Stort S – ansvar for situationen. Det er et stort spørgsmål.
I kontrakten mellem borgerne i landet og politikerne ligger der en forudsætning.
Men erkender, at der kan være et problem, hvis alle borgere bevæbner sig optimalt. For at sikre deres personlige sikkerhed.
Det er derfor grundlæggende Staten, som giver et løfte til borgerne.
Staten tager monopol på retten til at bevæbne sig – til gengæld udsteder Staten en garanti for beskyttelsen af sine borgere. – Du betaler skatter – vi sørger for retssikkerheden! En klar aftale.
Hvis garantien holder er det en god aftale om et fredeligt samfund. Det er politiet, som beskytter borgerne optimalt.
Men virkeligheden er måske lidt anderledes i dagens Danmark.
En helt lovlig urmagerforretning udsættes for 7 voldelige røverier inden for kort tid, hvor Statens ansvar underkendes af en række forbrydere.
Hvor er Statens ansvar❓Hvad har den gjort ?
Ved at sikre et offentlig monopol på magtmidler, har Staten samtidig påtaget sig et ansvar for at sikre borgernes rettigheder.
Synspunktet fra Staten er klart: Vi garanterer din personlige sikkerhed for til gengæld at fjerne rettighederne til personlige forsvarsmidler. Vi gør det ulovligt for borgerne til at bevæbne sig med knive, revolvere og maskinpistoler, Sikkerheden står Staten for
Staten klarer alt.
Men hvad gør man så, når Statens ansvar har visse begrænsninger.
Er det så urmageren som skal sidde varetægtsfængslet ?
Eller burde det offentlige ikke erkende, at man har et problem❓ Statens garanti overfor borgerne virker som delvist tabt. Statens monopol på magtmidler evner ikke at løfte dets ansvar, som man har påtaget sig ved af fjerne borgernes rettigheder til at bevæbne sig.
Jeg efterlyser derfor Justitsministerens holdning.
Hvis borgerne skal acceptere, at man ikke lovligt kan bevæbne sig i fremtiden, hvorledes forestiller landets øverste indenfor Justitsvæsenet, at de skal forholde sig til væbnede trusler mod liv og ejendom.
Hvor går grænsen ?