Føler mig magtesløs

Normalt plejer jeg at kunne håndtere problemerne efterhånden som de dukker op.
Men idag gik jeg altså helt ned.. har tudet og tudet, været gal og nu er jeg bare så tom indeni.
Min datter som er skizofren og bor på en døgninst. for unge psykisk syge, ringede og meddelte mig, at nu ville hun altså flytte til samme by som mig, have et barn, hun var ligeglad med at skulle være alene med barnet, hun ønskede ikke at bo sammen med kæresten, som også er psykisk syg.
Hun har været syg de sidste 8 år, fra at være en glad velfungerende gymnasieelev vendte det lige pludselig og hun fik det dårligere og dårligere, og endte med diagnosen skizofreni, bulimi og cutter.
Hun har forsøgt selvmord 4 gange nu, og har svært ved at erkende at hun er så syg som hun er.
De perioder hun har det godt i, planlægger hun altid en masse ting hun gerne vil.. Uddannelse, kæreste, lejlighed osv.
Så starter hun ny udd. og 3-6 mdr senere går hun ned med flaget, ryger på den lukkede, og er der tit i op til 6 mdr.
Det er efterhånden blevet sådan, at ringer min telefon eller det ringer på døren, tør jeg ikke svare på det, for jeg er så bange for at det er politiet, der står med en dårlig besked til mig.
Og så idag.... Mor, jeg har planlagt at jeg vil være gravid nu....
Jeg forsøgte på en meget pæn og bestemt måde, at forklare hende, at hun højst sansynlig ville få fjernet barnet, når hun fik et tilbagefald, at det ikke var lykken at være alene om et barn, at hun skulle bruge sine kræfter på sig selv osv osv.
Tror egentlig ikke hun hørte/ ville høre efter, for hun havde bestemt sig.
Jamen mor, du kan jo bare passe barnet, hvis jeg bliver syg for en periode igen..
Nej nej nej.... Jeg kan IKKE.... (og alligevel sidder jeg tilbage med en enorm dårlig samvittighed og skyldsfølelse over, at jeg ikke kan hjælpe hende)
Jeg er ked af det, jeg ved godt, at jeg ikke kan gøre mere for hende.. det skal der professionelle folk til...
Hvor er det bare svært det her.. ville så gerne kunne hjælpe hende... men ved ikke hvordan???

Jeg føler virkelig med dig!! Og kan godt forstå du er ked af det. Nu har jeg en veninde, som er skizofren og hun har en datter på 13 år, min veninde har meget svært ved, at være mor for hende. Hun har simpelthen ikke overskud til hende. Selvom min veninde har en mand, som dog ikke er faren til barnet. Så har min veninde hjemmehjælp, familievejleder og en kontaktperson fra psykiatrisk afdeling.
Ja så vil jeg sige bedøm selv, skal samfundet vejlede og passe barnet. Man har jo et ansvar når man sætter et lille barn til verden, med opdragelse og vi er jo deres spejlbilledet vi skal vise dem vejen, som er den rigtige, så de kan blive nogle gode borgere.
Skizofreni er jo en sygdom i hjernen, der giver ændringer i tanker og adfærd. Sygdommen kan være præget af perioder, hvor man er ude af stand til at skelne mellem virkelighed og egne forestillinger.

at sige fra i det tilfælde. Vi er alle kun mennesker, og kan ikke magte alt hvad livet byder os.
Jeg synes kun det er rimeligt at du melder fra overfor din datter, at du ikke bare kan passe barnet når hun ikke magter det. Det er hendes barn, og du ville jo blive en slags mor for dit barnebarn, og i sidste ende ville det nok også være dig der har myndigheden over barnet, da hun ikke er egnet til det.
Håber for jer begge 2 at projekt barn ikke lykkes, for det vil blive en lang tur op ad bakke for jer alle 3 (barnet incl.) med kommune og alskens personer indblandet i jeres liv, mere end der er i forvejen.
Tror slet ikke på ar du hjælper hende ved at nikke og tilkendegive hvilken god ide hun har fået, tværtimod..
Ønsker det bedste for jer begge 2..
Sig med god samvittighed fra.... du har ret til dit eget liv!
Maria

Jeg kender en som er næsten identisk med din datter.
Der er ingen nemme løsninger, men det er muligt en godt ide at du søge hjælp.
Der findes specialister, og venne grupper, og dem kan man godt ha brug for i din situation hvor alt bare kommer veltende ind over en.
Ellers har Casiopaya beskrevet det temmeligt godt.
Held og lykke
vh
Tom

Læste lige din profil.
Krydser mine fingre for dig og beder til at du vil komme godt igennemm din sygdom, og at dine børn trods deres "forskelligheder" ikke volder for mange kvaler og at de kan give dig glæde mange år endnu.

Du har helt ret.. Jeg ved også godt jeg er nødt til at melde fra.
Det vil aldrig komme til at gå godt.
Skal nok bare lære ikke at have den dårlige samvittighed fordi det er min datter.
Jeg ønsker jo det bedste for hende, og vil give jer ret i, at det ikke vil være smart
for hende at fuldføre sine planer sålænge hun har det sådan her.
Men jeg blev bare så.... ked af det lige pludselig, syntes ikke jeg kunne klare mere lige
nu, og skulle bare have luft for mine følelser og tanker.
Tak for respons.
Ønsker også jer det bedste